Ny forening for Life Science jura i Danmark

En række eksperter og rådgivere med bred erfaring inden for de juridiske udfordringer, som Life Science sektoren møder i ind- og udland, er gået sammen om at danne en uafhængig forening: Danish Life Science Law Association (DALILA). Foreningen har til formål gennem offentlige debatarrangementer m.v. at udbrede kendskabet til juridiske problemstillinger inden for Life Science-sektoren. Foreningen skal skabe et forum, der er upolitisk og uafhængigt af firmainteresser, og som kan medvirke til at sikre en høj faglig standard og et øget samarbejde mellem industrien og dens rådgivere, alt sammen for at sikre de bedst mulige vilkår for Life Science-virksomheder i Danmark.

Enhver person, der interesserer sig for juridiske problemstillinger inden for Life Science-sektoren i Danmark, er velkommen som medlem af foreningen.

I forbindelse med etableringen af foreningen udtaler foreningens formand Søren Thor Jensen, Corporate Vice President i Novo Nordisks juridiske afdeling: ”Life Science-sektoren i Danmark er i verdensklasse. Det er samtidig en sektor, der er underlagt megen regulering, blandt andet for at sikre at produktsikkerheden er i top. Dette giver en lang række udfordringer af juridisk karakter.

Vi ser derfor et klart behov for at danne en uafhængig forening, der bl.a. vil arrangere seminarer og konferencer om relevante emner for Life Science-sektoren. Herigennem kan vi bl.a. udveksle erfaringer om juridiske forhold og derved fastholde et stærkt juridisk miljø, der kan understøtte, at Danmark fortsat vil være et af de førende lande indenfor Life Science.

Det er derfor meget glædeligt, at foreningen Danish Life Science Law Association nu er blevet etableret.”

Foreningens bestyrelse består af i alt 15 personer, der dels kommer fra Life Science-industrien og dels fra advokatbranchen. Der er indgået en administrationsaftale med Danske Advokater, som vil forestå den daglige drift samt medlemsstyring.

Foreningens første arrangement bliver afholdt tirsdag den 2. april 2019, hvor bl.a. Kasper Lindgaard, chef for Erhvervsministeriets Life Science-enhed vil fortælle om enhedens arbejde og mål. Der vil også være indlæg fra Henrik Vestergaard, Viceadm. Direktør, LIF, og Kristine Peers, General Counsel, EFPIA.

Du kan læse mere om foreningen på hjemmesiden www.dalila.dk  Du er også velkommen til at kontakte foreningens formand Søren Thor Jensen på formand@dalila.dk for yderligere information.

 

Related posts